Stålbloggen

Efter en omgang hjertesorger, er jeg nu tilbage på disse blog kanter. Og denne gang er jeg vred. Ej, måske ikke ligefrem vred, men indigneret.

En ny trend breder sig i de danske fitness centre: De tunge vægte fjernes for at undgå “doping-typer”. Hvis ikke de kan få lov at træne tungt, så holder de sig væk, er filosofien. Og jeg forstår dem egentlig godt. De skal have kunder i biksen, det er cool business: den gennemsnitlige fitnesskunde gider ikke de der centre, hvor en hård kerne af steroide-pumpede fjolser står og brøler nede ved de frie vægte og spreder dårlig stemning og vold nederen feng shui. Jeg forstår dem godt, men men men….

Nu ER det jo ikke kun steroide Johnny’er der bruger de tunge vægte. Det er jo også de folk, som mig selv, som virkelig tager deres træning seriøst. Folk der er veltrænede, som har trænet i mange år og som derfor er nået op på et niveau der kræver nogle tungere vægte end gennemsnittet, for at det stadig kan kaldes styrketræning (max 12-15 gentagelser.) Folk som måske træner med et mål: dm i fitness, styrkeløft, bodybuilding eller noget helt fjerde. Det fitnesscentrene egentlig gør, er at sige: Hvis du er for god, så må du ikke træne her. Hvad fanden i h…….. er det for en møg fesen holdning at have? De kunne lige så godt sætte et stort skilt op hvor der stod: Vi gider kun middelmådighed….helt helt livstræt og resigneret holdning at have.

Det er jo, i mine øjne, en dybt uprofessionel holdning for et fitnesscenter at have. Hvad bliver det næste? At de sætter max hastigheden på løbebåndene til 10 km/t og reducerer en spinningstime til 10 min, fordi hvis du kan løbe hurtigere eller cykle i længere tid, så må du jo være for vildt på epo? Hvorfor er det lige dem der dyrker styrketræning der skal rammes? Hvorfor er det kun her der skal indføres en max begrænsning? Hvad med at se på de stakkels anoreksiramte tøsebørn der kommer kl 6 om morgen inden personalet møder ind kl 8, og hver dag træner i 2 stive timer indtil de er skind og ben?

I mit eget center er de endda gået skridtet videre og har sat en seddel op i receptionen med følgende budskab: Vi er medlem af Anti doping Danmark og tillader os derfor at afvise mulige medlemmer, hvis vi vurderer at de har taget steroider.

Og hvordan filan har I tænkt jer at “vurdere” det? Det er jo umuligt, hvis de ikke tester dem, hvilket de ikke gør fordi det er for dyrt. I praksis foregår det derfor på bedste fascistiske vis ved at de simpelthen bare afviser alle der ser “for store” ud. Uanset om det så er fordi de tager steroider, bare ER naturligt store eller fordi de er pisse dygtige og seriøse sportsmænd. Det er diskriminerende, det er svagt og det er useriøst. De danske fitness centre: middelmådighedens højborg. Sådan burde det bare ikke være. Der burde være plads til at man kunne udvikle sig, også selvom man bliver “for god”, men så begynder man åbentbart at give hr og fru blød mellemvare mindreværdskomplekser og det kan de slet ikke holde til. Fy for dævlem hvor er det svagt, og hvor er det bare en lav fællesnævner at underlægge sig.

Ja, det er noget af en afsløring, så pay attention:

1. Vi synes nogle af dine veninder og din søster er herre lækre og vi har wanket mere end én gang mens vi har tænkt på dem.

2. Vi wanker i det hele taget mere end I tror. Hvis vi er ude på badeværelset i 5 min, så kan det godt være vi har været ude og skide, men vi kan snildt nå at wanke på 5 min.

3. Vi er overbevist om at vi er sexguder.

4. Vi synes egentlig selv vi er RET lækre lige meget hvad.

5. Men vi tror ikke I tjekker os ud. Har godt hørt at der er nogle kvinder der gør det, men vi tror squ ikke rigtigt på det. At tjekke ud er noget VI gør ved kvinder.

6. Vi ser SÅ meget porno når I ikke er hjemme.

7. Vi synes rent faktisk at hende vi elsker er smukkere og lækrere end alle Hollywoods kvinder tilsammen. Vi kender hende og elsker hende, og det gør hende bare super smuk. (det kan vi så godt finde på at fortælle jer, men I tror ikke på det)

8. Det skønhedsmæssige problem du selv synes du har (for meget mave, for mange buler på røven, bryster der hænger lidt for meget f.eks.) er sandsynligvis ikke ren indbildning. Du har faktisk ret i din observation, men vi siger altid nej når du spørger os, fordi det betyder ikke noget. Vi elsker dig alligevel.

9. Vi er skide ligeglade med pynt i hjemmet, og synes egentlig det er spild af penge, men vi kan egentlig godt se at det gør det hele lidt hyggeligere.

10. Vi sammenligner kvinder og klasseindeler dem efter kvaliteter:
1. Out of my league (modeller osv)
2. Potentiel kæreste i den gode ende (veluddannet, smuk, sød, psykisk stabil, mor der stadig er halvlækker som 47 årig)
3. “Nøjes med” potentiel kæreste (alm udseende, sød, psykisk stabil, ikke så veluddannet, mor der for længst er afblomstret som 38 årig)
4. Fed og/eller psykisk ustabil ikke-kæreste potentiale men mulig kneppemateriale hvis vi er stive og desperate nok.
5. Ikke røre med en ildtang (grønlandsk narkoluder typerne med Harley Davidson gamacher og bræk på oversize t-shirten)__________________

Hvor mange ligegyldige sætninger kan der fyres af på 2 timer? Ret mange hvis man er til et møde med et administrativt team af folk og et mødetema der hedder: Hvordan kan vi opprioritere vidensdeling.

Viden og læring er jo 2 forskellige ting, man får jo ikke læring blot fordi man gør viden tilgængelig. (Det er da sikkert rigtigt, men hvor er det bare en management kursus agtig sætning at fyre af.)

Vidensdeling og videnshåndtering er jo 2 vigtige begreber i denne sammenhæng (Bullshit bingo!)

Åbenhed og gennemsigtighed er jo ikke noget der kommer af sig selv, men er det overhovedet det vi ønsker? (What? Den sætning giver jo ikke engang mening)

Vi må ligesom operere med lukkede kasser og åbne kasser (ligesom på posthuset eller hvad?)

Altså som det er nu har vi jo 2 døre ind til det samme område kan man sige (er det kantinen du snakker om, for den ene dør går altså ind til toiletterne. Jeg kan ikke se hvordan det er et problem?)

Er vi overhovedet interesserede i det vi hver især har at byde ind med? Vil det blive brugt hvis vi giver adgang til det hele? (altså hvis jeg får adgang til kvindernes omklædningsrum så skal jeg da nok benytte det når Lise ude fra receptionen skal klæde om)

2 timer senere….og vi har jo opnået absolut intet konkret. Men vi har fået luftet vores ordforråd og vores evne til at tale sort og få penge for det. 2 måneder til med det her pis, så kan jeg tage på tour med John Gray og tjene kassen på at tale i 2 timer uden egentlig at sige noget som helst.

Jeg har efterhånden nået en alder, hvor gymnasiets matematiktimer på bizar vis begynder at trænge sig på som uundgåelige facts. Jeg begynder at se mig selv plottet ind i et koordinatsystem, hvor alt enten stiger eller aftager ekponentielt. Og det er alle de gode ting der er på retræte, mens alle de dårlige ting stiger lige så konsekvent som antallet af dankort transaktioner op til jul. En af de ting der stiger eksponentielt er min mængde af kropsbehåring. Jeg er ganske langsomt blevet forvandlet fra David Beckham til Chewbacca på hormonkur. Hvad skal jeg med en behåret ryg, behårede næsebor, behårede ører og øjenbryn der vokser så vildt at Ole Ernst bliver misundelig? Hvilken evolutionistisk fordel har jeg af at min ellers så glatte unge krop pludselig minder mere om den afskyelige snemand? Og hvad faen sker er for at det eneste sted jeg har lyst til at have hår, nemlig på hovedet, er det eneste sted det ikke gider sidde fast mere…

Hvis det så bare var fordi jeg var ved at blive en totalt macho mand (retroseksuel), men min sexlyst synes samtidig at aftage proportionelt med at mængden af kropsbehåring stiger. Da jeg var yngre var min første tanke når jeg slog øjnene op om morgenen: Sex! Kvinder! Patter! og de tanker forblev så konsekvent i min bevidsthed indtil jeg faldt i søvn igen om aftenen, og drømte videre om sex, kvinder og patter. Nu er mine første tanker når jeg vågner om morgenen: Jeg skal tisse, Jeg gider ikke barbere mig og gad vide om der er mere havregryn. Nu kan der gå mange dage hvor jeg helt glemmer at sex eksisterer, indtil der pludselig er en kvinde i Fakta der i frugtafdelingen bøjer sig forover for at tage en kiwi, og ved lidt kavalergangs magi, igen minder mig om at jeg er et seksuelt væsen. Men så bliver jeg distraheret af en Gillette reklame og glemmer alt om det igen. Så er der pludselig gået 14 dage og jeg kommer i tanke om at jeg helt har glemt at knalde, og at det måske er derfor konen er blevet lidt bister på det sidste.

En anden ting der er faldet er min tolerance over for alkoholiske drikke. Mig som 18-årig kunne jo drikke torsdag, fredag lørdag og søndag, sove 2 timer og være frisk og frejdig mandag morgen. Nu skal fester helst holdes fredag aften, før jeg kan nå at blive bare nogenlunde klar til mandag morgen. Og her mener jeg virkelig bare nogenlunde klar. For det er vel først hen omkring torsdag at jeg er ved at være fuldkommen på toppen igen. Og hvor det typiske tømmermændsplagede søndags-forsæt “jeg drikker aldrig mere” som regel plejede at blive glemt inden næste weekend, så varer det nu ved i min 2 måneder, fordi jeg vitterligt ikke KAN holde til det. Det er sørgeligt.

Men når der nu er så mange ting der er på vej ned af bakke, min sexlyst, min alkoholtolerance, mit energiniveau, min mængde af hår på hovedet, min lyst til at lave noget der ikke involverer en blød stol og en pude i ryggen, min tolerance over for høj musik og teenagere der spiller Suspekt på deres diskanthelveder af nogle mobiltelefoner i toget, så er det da godt at der også er ting der er på vej op:

Nemlig min mængde af sygedage. Hvor jeg tidligere var et immunmæssigt Fort Knox, bliver jeg nu opholdssted for samtlige vira og bakterier der passerer gennem luften i dette skønne, grå og fugtige land. Mine bedste venner hedder Otrivin, Kleenex og Ipren og min mandighed går fløjten når veninden skriver og spørger hvad jeg laver tirsdag kl 13.15, og jeg i min bedøvede tilstand på sofaen foran tv’et kommer til at svare hende at jeg lige ligger og ser Dr. Phil.

Jeg er 31 og jeg er en nedadgående kurve i livets koordinatsystem. Så mangler vi bare at jeg begynder at spise blåskimmelost og abonnere på Ude og Hjemme.

Til hverdag slår jeg mine folder på de bonede gulve på fys uddannelsen, men i weekenden skal su’en suppleres med et besøg på det lokale plejehjem. Og her var det så man tænkte: åh nej. Sikke dog et trist sted. Syge gamle folk der er på dødens rand, kan det blive mere nederen…Men nej. Det viste sig faktisk at være stedet hvor alle de skønneste kvinder i verden hænger ud, et sted hvor selvværdet bliver boostet hver eneste gang man træder ind af døren. Som mand i en udpræget kvindebranche (jeg er faktisk den eneste mand dernede blandt ca. 45 kvindelige ansatte) bliver ens ego stivet af som ellers kun få steder. Når man er en kvinde mellem 85 og 105 år, så har man altså luret livet. Så ved man hvad der er vigtigt og hvad der ikke er her i livet, og hvor er det bare dejligt at møde den slags mennesker. Her et lille udpluk af de komplimenter der er væltet ind den sidste måneds tid:

Du er altid så godt tilpas, det er så rart når du kommer med dit gode humør.

Hold op hvor er du sød!

Du er dygtig til dit arbejde, det skal du bare vide.

Du er så pæn!

Du smiler altid og er så glad, så bliver man også selv glad.

Vi har det jo godt hernede, men det er jo noget ensomt om natten, og du kunne jo få et godt hjem hernede. Kunne du ikke tænke dig at gifte dig med mig? (sagt af en dame på 103 år)

Du er en pæn ung mand, du ser så sød ud, men det er nu ikke noget der betyder noget. Du kan få mig til at grine og det sætter jeg pris på.

Du er godt nok så….fuldblods…

Man føler sig så tryg sammen med dig. Sådan nogle store stærke arme du har. Som om der ikke er nogen der kan gøre en noget.

 Det var godt at vi kunne få sådan en stor stærk mand til at hjælpe mig. 

Og en af de mere sjove: En dag jeg havde en grøn t-shirt på: “I havde da ikke behøvet at tilkalde militæret…”

Ja, komplimenterne hagler ned over en, så man går altid glad hjem fra arbejde. Så for de mænd der trænger til et ego boost, så er plejehjemmet the place to be!

Type 1: Livet er fedt trunten

Hun sidder som regel på den samme cykel ovre i hjørnet og pedalerer med moderat hastighed, iført hendes stramme sweatpants og oversize t-shirt hvorpå der står Vorbasse marked 2004. Senere ser man hende rulle rundt ovre på måtterne i mave området, hvor hun som regel holder en pink træningsbold med selskab. Engang imellem vover hun sig over til styrkemaskinerne, hvor hun kører med laveste belastning og uendeligt mange gentagelser. Hun er der tit faktisk, men der sker ikke rigtigt noget på vægtfronten. Hun kommer alene, træner alene og går alene igen. Hele tiden med det samme lidt tomme ansigtsudtryk under hendes lidt triste kortklippede hår. Man har lyst til at spørge hvordan det går, men man tør sgu ikke. Nøjes bare med at følge hende på afstand indtil hun en dag holder op med at komme.

 Type 2: Pumpe Johnny

Store overarme, lidt for mange dårlige tatoos lavet i Polen på drukture. Han er i centeret hver eneste dag i timevis, fordi det er der hans bekendte er, men han snakker mere i telefon end han træner, og har altid gang i lyssky forretninger med lidt for billige fladskærms tv. Han kender alle de andre pumpe Johnny´er og når de driller ham med at han er ved at blive gammel og er faldet af på den, undskylder han sig med at han har en skade fra et gammelt motorcykeluheld og det er derfor han ikke kan følge med de unge mere (som for øvrigt alle sammen er på tvivlsomme steroidekure). Han plejede at være en player, men tindingerne er blevet for høje, vommen er blevet for chubby og hans tidligere så freshe stil virker nu bare old school og patetisk. Han trænger til en makeover på både krop og sjæl, men kører bare i den samme rille som han gjorde for 16 år siden.

Type 3: Prinsessen af fitnessdk

Hun er smart, hun er lækker, hun er enhver ungersvends våde drøm. Hun er i centeret hver eneste dag ligesom pumpe johnny, men i en helt anden afdeling. Alle hendes bartender bekendte fra de smarte natklubber flokkes om hende med deres vokshår, diamant ørenringe og nedringede t-shirts. Hun har fuld make-up og tøjet sidder perfekt lige meget hvad hun laver. Når hun ikke træner er hun i byen og arbejder på en neglesalon. Alle de andre kvinder dernede hader hende og sender hende misundelige blikke, mens hun bare sipper lidt til en kildevand og ser fuldstændig perfekt ud selvom der aldrig er nogen der har set hende svede. ”Bare vent til du har fået 2 børn” kan man se den lettere kvabsede mødreflok tænke, og hun er da også bare pisse irriterende.

Type 4: Den dedikerede sportsmand

Man kan faktisk godt lokke et ord ud af ham. Det er bare de færreste der tør, for han ser godt nok ud som om han helst ikke vil forstyrres. Han er der også tit, men han passer altid sig selv. Hans championship fysik og fedtprocent på 5, kombineret med hans intense styrke og konditionsprogram får de fleste til at holde sig på afstand af ham. “Han må træne til noget meget vigtigt” tænker man. Han laver øvelser ingen nogensinde har hørt om, og tiltrækker sig ret meget opmærksomhed fra de unge gymnasiefyre, som lige skal se hvordan han træner, for han må fandme vide hvad han laver. Og sjovt nok, når de en sjælden gang tager mod til sig og spørger ham om noget, så er han venligheden selv og tager gerne tid til at forklare en ungersvend hvordan ryggen trænes bedst, og afslører ved selvsamme lejlighed en imponerende viden om træningsfysiologi og anatomi, inden han igen får et ultra koncentreret og determineret ansigtsudtryk og går i gang med sit shit.

Type 5: Superhelte mormor

En ny type som jeg lige observerede i dag. Hun er ret sjælden: Iført skriggrønne gamascher og ditto t-shirt og sko ligner hun en absurd version af superman. Måske nærmere The Riddler fra Batman, med kyllingeben og mormorkrøller.

Er et yndet spørgsmål fra konen. Og hvis du endelig vil vide det: Jeg startede med at tjekke min mail. Der var 14 nye, 8 af dem var spam. De resterende var et powerpoint show fra min mor, noget med en giraf der ville sige hej, og så en film om en mand der fik en hotdog i hovedet. (Ingen billeder af sjove katte i dag underligt nok). Så var der 2 fra facebook med en besked fra en gammel veninde og en kusine der havde addet mig som ven. De to sidste var en reklame fra sublimsport, og så skulle jeg jo lige se om de havde nogle gode tilbud på proteinpulver der var ved at løbe på datoen, og så en mail om at der var kommet en ny kommentar på den der artikel om et “kærlighedsæg” man kunne komme op i fjabben og som manden så kunne styre med fjernbetjening, på ekstra bladet som jeg følger med i. Der blev jeg så lige lidt distraheret af en række andre interessante artikler om dommedag, de kendtes trusseløse indstigninger i biler, giftige vandflasker og ministerrokader. Så skulle jeg jo også lige se om der var kommet nogle sjove nye billeder på jegergrim.dk, nogle nye spændende indlæg på bodybuilding.dk og hvad jeg ellers følger med i. Og så skulle jeg lige hente nogle filer inde fra skolens hjemmeside til fysiologi imorgen, og du ved hvordan der altid er problemer med skolens net. Java skulle installeres og så kom der også lige et læsfuld Microsoft opdateringer der skulle installeres. Og så havde jeg jo lovet at lave en cd til far med billederne fra sølvbrylluppet, og det lorte Nero program ville ikke virke, så jeg blev nødt til at geninstallere det. Så gik nettet ned og jeg skulle til at køre noget fejlsøgning på det. Det rodede jeg med en times tid inden jeg fandt på at slukke og tænde for routeren. Så virkede det igen. Men så var der kommet nogle nye mails i mellemtiden og de skulle jo også tjekkes. Og…skat? Hvor skal du hen? Nå, tilbage til Call of Duty 4. Jeg var lige kommet til der hvor Al-Asaed var blevet snigmyrdet. Nu skal de få de skide Azerbadjanere!!!! 

Så skulle man jo have sig sådan en blog. Men hvad skal man så hedde? Nu er jeg en af disse nymodens fitness mennesker, som bruger uendelige mængder tid og energi på at straffe stål nede i centeret, så hvad med stålstrafferen? Jo det lyder sgu godt på en lidt kikset måde, lad os prøve det. Taste taste taste. Så er bloggen oprettet. Men hov? Mit å er på magisk vis blevet erstattet af et a…så nu hedder jeg altså stalstrafferen…det giver jo ingen mening. Hvad er en stalstraffer? En der straffer stalde og samtidig staver virkeligt skidt? Denne automatiserede å erstatning fik mig til at tænke på om æ, ø og å er på vej ud af det danske skriftsprog. Alt skal jo være internationalt, så ingen vælger navne eller hjemmeside navne hvor vor kære små bogstaver æ, ø og å indgår i mere. På internettet er ae, oe og aa på vej tilbage og er ved at udkonkurrere de 3 nyeste bogstaver i det danske alfabet. Måske er de væk om 10 år og er blot en parantes i den danske sproghistorie. Det bliver måske ligesom hele Skjern å historien, først retter vi den ud og så retter vi den tilbage igen. Åh ja, eller aah ja, saadan forandrer tingene sig og koerer i ring. Men en ting som nok aldrig aendrer sig er, at vi altid vi have udlaendinge til at sige: Roed groed med floede.